Jonas Voss

I vinteren/foråret 1996 var jeg i Australien. Jeg var der ca 4 måneder, og kørte den østlige og centrale del af landet tyndt i en Renault 12 TL stationcar fra 1975.

Det var dyrt, og besværligt, at ringe hjem, så det var kun noget der kunne komme på tale, hvis der var et akut behov. F.eks. hvis jeg var i en nødsituation, eller der var sket noget derhjemme, som jeg skulle inddrages i. Heldigvis skete det akutte behov for at ringe hjem kun en eller to gange i løbet af min rejse på 12 måneder.

I stedet holdt jeg kontakten via breve. Jeg skrev kontinuerligt på et brev i 2-3 uger, som jeg så sendte hjem. Post modtog jeg via GPO'er langs min rute, ca. en gang om måneden. Nogle gange var der pakker med saltlakrids! Himmelsk.

Nåh, men den her Australske sensommerdag i 1996 er jeg på et hostel i Alice Springs, og sludrer med nogle andre backpackere. De fortæller mig, at man kan ringe gratis ved, at bruge et lille hack på de telefonbokse, der tager imod telefonkort. Det virker kun med de tynde og flappende Telstra-telefonkort, der har et mønster skåret ud i dem, lidt ligesom hulkort. Kort efter indsættelse af kortet i kortlæseren i telefonboksen, kan man høre en mekanisk lyd mens kortet bliver aflæst. Når lyden stopper, skal man vente cirka (tror jeg det var) 3 sekunder, og så trykke 0 på tastaturet. Hvis timingen er korrekt, vil kortlæseren lave nogle flere lyde og derefter spytte kortet ud. Twistet er, at kortet bliver spyttet ud med dets fulde værdi stadig intakt, men samtidig er kortets værdi tilgængeligt at ringe for. Voila, gratis telefonopkald, til hvor som helst.

Jeg havde ikke mange penge, og måske de der backpackere bare havde pranket mig, så for at minimere mine potentielle tab, købte jeg et AUD20-kort og satte mig for, at finde en telefonboks der accepterede telefonkort.

Efter et par svedende timer i adskillige Australske telefonbokse i Alice Springs, var jeg så småt ved at opgive troen på at det virkede, og jeg var meget tæt på at give op. Men så, success! Jeg fandt min indre telefonkort-timing, og trykkede 0 på det helt rigtige tidspunkt. Telefonkortet blev spyttet ud, der var klartone i røret, og på displayet stod der at jeg havde AUD20 taletid. Det virkede sgu! Og endda på den første dag, jeg prøvede det! Ufatteligt! Nu var der hul igennem, men hvem skulle jeg ringe til? Jeg tror jeg ringede til mine forældre først for at fortælle dem, at jeg havde det godt, og at jeg havde fundet dette smarte trick, der gav mig gratis telefonopkald. Jeg mindes ikke at de satte spørgsmål ved det etiske eller moralske i det, de var nok bare glade for at høre fra mig. Jeg ringede også til min søster og sludrede, det var fandeme hyggeligt.

Jeg havde omtrent en måneds tid tilbage i Australien på det tidspunkt, og jeg malkede dette lille trick maksimalt. Jeg ringede jævnligt til mine forældre, og havde random samtaler om hvad jeg havde foretaget mig den dag, og om hvad de havde lavet. Småting som at høre hvad de skulle have til middag, eller hvem de havde haft besøg af for nylig, var ting jeg havde savnet. Ting jeg ikke havde snakket med dem om i månedsvis. Fuck, det var fedt. Jeg ringede også til min bedstemor fra en telefonboks på en campingplads med udsigt over Uluru. Hun blev så glædeligt overrasket, hun kunne slet ikke fatte at jeg ringede fra den anden side af jorden. Jeg ringede også til nogle rejsebureauer, for at ordne billetter til min videre færden i Sydøstasien. Og så jeg kan huske, at jeg købte øl og ringede til mine venner derhjemme omkring middag australsk tid, hvilket betyder, at det var aften/sen aften i København. Så drak vi en øl eller to sammen, over telefonen, i 5-10 minutter ad gangen. Det var fantastisk at høre mine venners stemmer, som jeg ikke havde hørt i over 6 måneder.

Fordi jeg havde været en nærigpind, og kun brugt AUD20 på telefonkortet, var mine telefonopkald lidt korte, jeg mener omkring 5-10 minutter for hvert opkald. Jeg overvejede, at købe et kort med en højere værdi, og sælge det første, men jeg vidste ikke, hvor længe dette hack ville virke, så jeg fortsatte med mit AUD20-kort. Det betød, at samtaler blev afbrudt, efterhånden som taletiden udløb, og jeg måtte ringe op igen til den jeg talte med, for at fortsætte samtalen. Nogle gange, hvis det tog mange forsøg at få timingen med at trykke 0 rigtig, kunne der godt gå nogle minutter mellem opkaldet sluttede, og et nyt lykkedes. Så måtte man lige prøve at finde tråden man havde sluppet igen.

Det var fedt at kunne tale med folk derhjemme i tide og utide, men det var også fedt, at jeg ikke kunne det mere, da jeg forlod Australien. Følelsen af at være helt alene var noget af det mest befriende, jeg havde oplevet. At der ikke var nogen til at træffe beslutninger for en, at man ikke lige kunne ringe og høre om det eller det nu var en god idé, stillede nogle krav til en selv. Det var en god måde at være tilbage til at lære om konsekvenserne af ens handlinger, uden støttehjul.

Jeg har af og til søgt på nettet, for at se om nogen har skrevet noget om dette hack. I de sidste 20 år, hvor jeg har foretaget søgningen, har jeg ikke kunne finde noget, der dokumenterer det. Måske var det kun en lille gruppe mennesker, der kendte til det, og jeg blev på en eller anden måde optaget i den hemmelige backpackerelite, der kun delte det med de inderste i kredsen?

Selvom jeg ikke fløjtede ind i telefonen med en plastikfløjte fra en æske Kaptajn Knas, så følte jeg mig stadig som den vildeste phone phreak, dengang i 1996.

I 1996 var jeg i Hong Kong. Jeg havde været hjemmefra i 10-11mdrs tid, og kommunikerede hjem til København vha breve, som jeg skrev på stort set hver dag, og sendte omtrent en gang om måneden. Jeg modtog nyheder hjemmefra ved at besøge hovedpostkontoret (General Post Office - GPO) i nogle fastlagte byer langs min vej, som min familie og venner kunne sende post til. Det betød at jeg også fik post hjemmefra cirka en gang om måneden.

I Hong Kong stødte jeg for første gang på en internetcafe og tænkte, at jeg da kunne sende en email til min far, som var den eneste jeg kendte på det tidspunkt, der havde en emailadresse. Vildt fedt, det ville han nok blive begejstret over, tænkte jeg.

Jeg fik en computer på cafeen, en af de ansatte startede noget software (jeg tror det var Netscape Communicator, men kan se den først lige udkom i beta i april 1996, så det er måske lige utroligt nok til at være sandt), og jeg satte mig til rette for at komponere min email.

Jeg beskrev i blomstrende prosa mine eventyr i Oceanien og i Østen. Malende beskrivelser af Australien, Indonesien, Malaysia, Brunei, og Singapore. Om duftene, maden, menneskene, og vejret, som jeg vidste min far gik meget op i, og jeg sad der vel i 45min og skrev lystigt. Da jeg havde fået afsluttet min fortælling indtastede jeg min fars email som modtager, udfyldte emne-feltet, og trykkede send.

Der skete ikke noget, Communicator sagde den forsøgte at kontakte min emailudbyder. Det forsøgte den i et stykke tid, hvorefter den gav op. Hmm, jeg prøvede at trykke 'send' igen. Det samme skete. Jeg kaldte en af de ansatte over til min plads, og spurgte hvorfor den ikke ville sende den omfattende email jeg havde forfattet. "Har du indtastet din email, og din emailudbyders serverdetaljer?" spurgte den ansatte.

Det havde jeg ikke, for jeg havde ingen af delene. Og det var således jeg lærte, at for at sende en email, skal man selv have en emailadresse. Min første email fik jeg først sendt da jeg startede på universitet i september 1997, og senere samme år fik jeg internet hjemme. Desværre kan jeg ikke lige umiddelbart huske hvilken email der rent faktisk var min første, og egentlig er historien om hvad der kunne have været min første email, uden tvivl også bedre.

#internet #nostalgi